Big Data: Hvordan ‘pipper’ Roskilde Festivalens gæster?

Christian Daugaard Jacobsen Big Data

Roskilde Festival buldrer løs. Selvom festivalen for de fleste handler om at koble af, drikke øl, hygge sig med vennerne og nyde musikken, så betyder det ikke en pause fra mobiltelefonen. Den er lige ved hånden, og mange af festivalgæsterne er derfor også at finde på de sociale medier. Heriblandt Twitter.

Gæsterne ‘pipper’ om løst og fast, men mest om musik, fest og sjove historier. På denne måde spejler det virtuelle Twitter-univers også til en vis grad den fysiske festivaloplevelse.

Fra Rio til Roskildes ‘Big Data’ team består af knap 25 mand, sammensat af professorer, forskere og studerende fra CBS, der får know-how og tekniske assistance fra IBMs eksperter. Under festivalen indsamler og analyserer de alt den data, som de kan få mellem hænderne. Inklusiv hvad de får fra Twitter.

Teamet har derfor om nogen pulsen på den virtuelle #orangefeeling. Mens fællesskabet er i højsædet på Festivalpladsen, synes den lidt mindre synlig på Twitter. I hvert fald, hvis man ser på, hvordan deltagerne gennem hashtags deler og spreder hinandens budskaber. Tager man IBM Watson Analytics i hånden, åbner der sig nemlig en detaljerig verden. Men samtidig, er det blot 30 pct. af festivalgæsternes tweets med hashtagget ”#rf15” og ”#orangefeeling”, som deles af andre Tweetere.

For at blive klogere, kan man analysere dataen i forhold til, hvor brugerne på Twitter kommer fra. På den måde kan man få indsigt i, hvordan den digitale adfærd er forskellig rundt omkring i landet – men også, hvordan Roskilde Festival spredes i andre kulturer og på andre sprog. Ser man på data fra festivalens begyndelse til og med dags dato (3. juli), er stort set alle tweets om Roskilde Festival med de føromtalte blevet delt, hvis man kommer fra det sydtyske Baden-Württembergen, den argentinske hovedstad Buenos Aires eller sågar Nordjylland. Tilsvarende gælder også for Californien, Skotland og Santiago i Chile.

Omvendt, hvis man kommer fra Nebraska, den sydlige del af Finland, eller Västra Götaland i Sverige, så er oddsne for at ”The Orange Feeling” spredes noget mindre. Det sker for blot lidt over en tredjedel.

Dataen fra Twitter, og de øvrige sociale medier, bliver under festivalen sporet af ’Big Data’ teamet, og med den høje detaljegrad og rette kompetence, kan disse omsættes til uvurderlig viden – i første omgang for Roskilde Festival og forskningsholdet.