Bæredygtig camping med humanitære perspektiver

Jakob Kosteljanetz Midlertidige boligløsninger

På årets festival kan man leje et såkaldt Rockwool Shelter, som et bæredygtigt alternativ til de mange telte, der sjældent overlever mere end en festival. Udover at være isoleret til at kunne modstå kulde, varme og støj udefra, kan materialerne efterfølgende genbruges til f.eks. vinduesrammer eller hulmursisolering. Der er store forventninger til  ”stenuldshytterne” i forhold til udviklingen af midlertidige boforme til festivaler og flygtningelejre rundt omkring i verdenen.

Men virker de så efter hensigten, og hvorfor vælger man som festivalgæst at betale den nette sum af 2.520 kr., når man for en lille del af prisen, kan købe sit eget telt?

En tur i felten
Kim Haugbølle, som er Seniorforsker ved Aalborg Universitet indenfor Byggeri og Sundhed og i øvrigt en garvet festivalgæst, er sammen med CBS og Rockwool, involveret i en større evaluering og analyse af festivalgæsternes brug og oplevelse af disse Rockwool Shelters. Han skal bl.a. gennemføre en større spørgeskemaundersøgelse, som bl.a. har til hensigt at afdække evt. mangler eller ønsker til forbedringer af den eksisterende løsning, som er udviklet til Roskilde Festivalen.

Som et forstudie til undersøgelsen, tog han derfor ud på campingområdet onsdag, for at opstøve et par festivalgæster, som havde valgt at leje et Rockwool Shelter og finde ud af, hvorfor de havde gjort det og om de syntes, at det var alle 2.520 kr. værd.

Bedre søvn, mere musik
Veninderne Stine og Pil Jørgensen, der begge er i slutningen af 20’erne, deler udover efternavn, også logi på Roskilde Festivalen. I år har de valgt at leje et af de 50 Rockwool Shelters, som er blevet sat op i ”Get A Tent East” campingområdet ved Indgang Øst, hvor der er forskellige alternative måder at campere på. De er begge i fuld gang med at fortære deres medbragte morgenmad og er sjældent set vedludhvilet, hvilket de begge tilskriver én af rockwoolens mange gode egenskaber; lydisoleringen.

”Så snart vi lagde os til at sove og havde lukket døren, blev der fuldstændig stille. Og vi kunne næsten ikke høre noget til trods for, at der var masser af larm og høj musik fra det nærliggende campingområde”, udtaler Stine Jørgensen og tilføjer, ”I år har vi helt klart valgt at prioritere at få en god nats søvn, så vi kan være mere veludhvilet og høre så meget musik som overhovedet muligt. Faktisk er jeg slet ikke et campingmenneske, så muligheden for at kunne leje et Rockwool Shelter er helt klart udslagsgivende for, at jeg har lyst til at tage på festival.”

[SlideDeck2 id=771]

Komfort, god plads og perfekt beliggenhed
Pil Jørgensen er ligeledes optaget af, at en festival godt må være komfortabel, selvom begge hendes småsøskende, har valgt den knap så komfortable  løsning, ude på det ”traditionelle” campingområde:

”Sidste år boede vi i telt i medarbejdercamping-området og til trods for, at vi kom rigtig sent i seng, vågnede vi allerede kl.6 om morgenen pga. varme og lys fra solen. Det gør man ikke i et Rockwool Shelter, som skærmer mod netop lys og varme. Samtidig er der den fordel, at fordi vi ligger her i campingområdet og ikke i medarbejder-campingområdet, så må vi godt sidde udenfor og høre høj musik. Og så ligger det oven i købet placeret lige i nærheden af der hvor det sker, når festivalen for alvor går i gang.”

Også hvad angår måden Rockwool Shelters er indrettet på, er der ifølge Pil rigelig med plads til både udstyr og bagage: ”Den ottekantede form er perfekt med sine små hjørner, hvilket udover vores madrasser, også giver plads til al vores bagage, samt vores flamenco frysekasser, hvor vi opbevarer vores mad.”

Alle pengene værd
Men er der ingen kritiske kommentarer omkring Rockwool Shelters? Og hvad med prisen?

”Hvis vi skal sætte en finger på noget så er det, at væggene ikke er beklædt med noget som helst. Dels er det ikke så rart at røre ved, og dels kan man være bange for at komme til at lave huller i materialet.”

Derimod synes hverken Pil eller Stine, at prisen er et problem:

”Faktisk betyder prisen ikke noget for os, så længe det giver os en bedre festivaloplevelse og vi ikke skal sove i et varmt telt.”

Læs mere om Rockwool Shelters på festivalens webside.